Cheesecake

...med jordbær

 

TIP:
Kagen kan med fordel tilberedes i god tid inden gæsterne kommer, så den kan nå at sætte sig.
Kageplast giver en flot skarp kant, men har du ikke noget kageplast, kan du smøre springformens sider med lidt vindruekerneolie.

En opskrift der får munden til at løbe i vand! Denne cheesecake smager himmelsk af vanilje og jordbær, og så er den også et smukt syn!

Tid: 75 min.
Personer: 12
Credits: oetker.dk

Ingredienser

Kiksebund:

  • 150 g smør
  • 330 g digestive kiks
  • 50 g hakkede Mandler

    Ostecreme:

  • 4 blade husblas
  • 10 - 12 friske jordbær
  • 400 g. flødeost naturel
  • 1 tsk. vanilla Paste
  • 4 tsk. citronekstrakt
  • 1,5 dl. creme fraiche 18 %
  • 125 g. flormelis
  • 4 dl. piskefløde

    Gelé:

  • 5 blade husblas
  • 3 dl. jordbærsaft , koncentreret
  • 2 tsk. rød konditorfarve

    Pynt af mini marengs og bær:

  • 35 g. æggehvider (1 bæger)
  • 60 g. sukker
  • 0,5 tsk. eddike fx hvidvinseddike
  • Jordbær
  • Citronmelisse

    Fremgangsmåde

    Kiksebund:

  • Beklæd bunden af en springform (ø 26 cm) med bagepapir og kom kageplast langs kanten.
  • Smelt smørret i en gryde.
  • Knus kiksene i en foodprocessor.
  • Rør kiks og mandler sammen med den smeltede smør. Hæld kiksemassen i springformen og pres den i et jævnt lag ud til kanten så hele bunden er dækket.
  • Stil bunden på køl imens ostecremen tilberedes.

    Ostecreme:

  • Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.
  • Skyl og skær toppen af jordbærrene, så de har en lige skæreflade at stå på.
  • Skær bærrene i halve og placer dem langs kanten inde i springformen, så de står tæt og med skærefladen mod kageplasten.
  • Smelt husblassen over vandbad.
  • I en anden skål røres flødeost, vaniljepasta, citronekstrakt, creme fraiche og flormelis til en jævn ostecreme.
  • Bland et par skefulde ostecreme i den varme, smeltede husblas og vend det nænsomt sammen.
  • Kom blandingen i den resterende ostecreme og vend det godt sammen.
  • Pisk fløden til den danner lette toppe og vend den i ostecremen.
  • Hæld cremen ovenpå kiksebunden.
  • Smør den ud i et jævnt lag med en vinkelpalet.
  • Sæt kagen på køl i 1 time.

    Gelé:

  • Læg husblassen i blød i koldt vand i 10 minutter.
  • Varm forsigtigt jordbærsaften op i en lille gryde. Tag gryden af varmen.
  • Klem husblassen for vand og rør den ud i den varme saft.
  • Lad saften køle ned til næsten stuetemperatur og tilsæt konditorfarve.
  • Hæld forsigtigt den flydende gelé på ostekagen.
  • Stil kagen på køl i ca. 30 minutter eller indtil geléen har sat sig helt.

    Pynt af mini marengs og bær:

  • Tænd ovnen på 120 °C varmluft.
  • Pisk æggehvider let stive.
  • Tilsæt langsomt sukkeret en spiseske ad gangen imens der piskes konstant.
  • Pisk i 6 minutter indtil massen er helt stiv og blank.
  • Tilsæt eddike og pisk i yderligere 2 minutter.
  • Kom massen i en sprøjtepose med en lille rund tylle.
  • Sprøjt små marengstoppe ud på en bageplade beklædt med bagepapir, bag marengskyssene i 60 minutter.
  • Sluk for ovnen og lad dem køle af i den varme ovn i 30 minutter.
  • Tag de små marengs ud af ovnen og lad dem køle helt af.

    Servering

    Pynt kagen med friske jordbær, mini marengs og citronmelisse lige inden servering. De overskydende marengs opbevares i en lufttæt beholder og spises som de er.